Sundhed. Grøntsager skal gnaskes - ikke drikkes. 

I børnehaven får alle børn frokost og eftermiddagsmad.

Maden er blendet, og jeg har undret mig over dette hvorfor jeg har forespurgt personalet i børnehaven.

De fortæller, at det er forældrenes ønske at maden blendes, da mange forældre også hjemme blender børnenes mad, hvilket gør det hurtigere og nemmere for børnene at spise. 

Jeg har stillet et forældrepar fra børnehaven samme spørgsmål, og de fortæller at nogle forældre ganske rigtigt blender børnenes mad, men at de mener det er lærernes ønske, da det gør det hurtigere for børnene at spise, uden hjælp fra personalet, i børnehaven. 

Ingen af de adspurgte personaler eller forældre var vidende om, at de sundhedsmæssige indholdsstoffer i både frugt og grønt er særligt følsomme for både ilt og lys, hvorfor en stor del af indholdet af antioxydanter går tabt, når maden blendes. Ifølge ernæringsekspert Preben Vestergaard Hansen er tabet af c-vitaminer ved blendning helt op til 70 procent, mens tabet af antioxydanter kan være endnu større. 

Derudover stimuleres kæbens muskulatur og tungen lærer at findele og sortere, når vi tygger vores mad. 

At tygge er god motion for kæbeknoglerne samt muskler. Når man tygger, dannes der spyt - og spyttet beskytter tænderne mod caries og hjælper til at skylle bakterier væk fra munden så også andre tandsygdomme kan undgås. 

Udover at mundhygiejne og tandbørstning ikke er på skoleskemaet, virker det heller ikke til at være et oplyst emne i Vietnam, hvilket måske, udover overstående kan være en medvirkende grund til at ekstremt mange børn her har rådne mælketænder, ligesom langt de fleste voksne har meget grimme tandsæt. 

Video-dokumentation - tryk på diverse links.

Theraplay-inspirerede lege:

Leg med lagen

Leg med sæbebobler

Magisk tæppetur

Taler med ballon

Sundhed:
Søs i Vietnamesisk TV

Børn i TV Kong Fu træning

Theraplay-inspireret aktivitet i børnehaven

En typisk formiddag i Hoa Thuy Tien Kindergarten, efter den daglige morgengymnastik

”If you're happy and you know it clap you're hands!” lyder det fra den glade sangstemme ud af højtalerne imens ca. tyve børn klapper med. De sidder på små grønne plastikstole, der er opstillet efter tapestriber i gulvet, sådan at de danner en firkant. Læreren synger med på sangen, og børnene prøver at følge trop: ”If youre happy and you know it say Hello!” lyder det nu både fra højtalerne og læreren. Børnene råber ”Hello!” og griner.

Man kunne umiddelbart tro at vi befandt os til engelskundervisning i en almindelig skoleklasse i Danmark, men ovenstående er en del af børnehaveundervisningen i Miss Ha's engelsk time for de 5-6 årige børn i Hoa Thuy Tien Kindergarten. Børnene ind kl. 8 om morgenen, og får først "fri" igen mellem 16 & 17.  Børnene har i denne uge haft om forskellige typer af opholdsrum og dette skal nu repeteres: Ha går rundt med store piktogrammer af et ”living Room” og et ”Dining room”. Alle børnene får tildelt et rum hver, og nu kan den store rum-frugtsalat gå i gang. Det er legende læring på fuld skrue.Den ene væg i klasseværelset fungerer som en udstilling, hvor der hænger kreerede vandmænd: Farverige kopper der vender på hovedet med snore i. Rundt om i rummet hænger der ting som man i Danmark ville kunne finde i en børnehaveklasse: Et alfabet med tilhørene piktogrammer, et farvelagt landkort, et ur med billeder af dagens rutine, og småkreationer som børnene har lavet - alt sammen i indbydende farver og i børnehøjde.Dette står i stærk kontrast til, hvad jeg normalt ville forvente af fjernøstens børnehavegrupper. Disse havde jeg forestillet mig mere skolistisk indrettet – især efter de sidste par års debat omkring de danske børn, der haler bagefter Asien i pisa-tests. Men i denne debat blev det da slået fast, at vi i Danmark stadig kan bryste os af vores individuelle og kreative evner.Sidstnævnte er dog noget, som væggene i den vietnamesiske børnehavehave også tydeligt emmer af – noget man måske kunne forestille sig er præget af de mange danske udvekslingsstuderende børnehaven har haft gennem tiden.

Dans på skemaetEfter engelsktimen går vi tilbage til børnenes primære klasseværelse, hvor alle fyrre børn i gruppen nu er samlet. Det er snart mors dag, så de har i lang tid øvet på en fremvisning, til glæde for forældre og lærere. Rummet er også denne gang fyldt med de små grønne plastikstole, der denne gang er opstillet i den ene ende af rummet, så børnene har plads til at øve videre på deres dans i den anden ende. En lærerinde introducerer sangen som værende om krigen, og børnene begynder at synge og gøre fakter til den melodiske musik. Det er meget flot og synkront, men tydeligvis en gangs udenadslære som børnene ikke er synderligt begejstrede for at fremvise.Imens de rokker frem og tilbage til sangen om krig, bliver de bevåget af nogle velkendte ansigter for enden af væggen som man kender fra den vestlige verden. Her er figurer som Grizzlybjørnen og Minnie Mouse. Figurer, som man ellers ikke skulle tro at se i et land med en historie præget af mange årtiers distancering fra vesten og USA.Lidt efter skal de danse henholdsvis drenge- og pigedelen af dansen, og det er noget de er vilde med. Drengedelen er til en amerikansk børnepopsang, hvor koreagafien mest af alt ligner en intro til Power Rangers, og pigedelen  en meget sensuel og hoftevrikkende koreagafi til musik som man oftest kan opleve på de hede morgennatklubber. De smiler og råber begejstret med på de tempofyldte sange. Mine fordomme er igen kommet til kort om den vietnamesiske børnehave. 

Et klasseværelse i forandringKlasseværelset er på ca. 20 km² og skaber en ramme for hele børnenes hverdag: Til morgensamling sidder alle børnene samlet her, og de fleste af undervisningstimerne bliver afholdt her, altså pånær engelsktimerne, der foregår i Ha's engelsklokale samt keyboard-undervisingen som foregår i et dertil indrettet lokale. De spiser her, de sover middagslur her, og de leger og øver dans her. Når man kigger rundt kan man godt se, at rummet er utroligt praktisk indrettet til de mange forskellige aktiviteter der foregår i løbet af dagen; de små grønne plastikstole kan stables, så de fylder meget lidt ovre i hjørnet. Der står også ca. tyve måtter op ad væggen, der kan tages frem når børnene skal sove middagslur i to en halv time om dagen, og der er endvidere små klap-borde der kan tages frem når der skal spises middagsmad. Med ét er danseøvelserne færdige, og alle børnene går straks i gang med at stille op til mad. Noget beundringsværdigt er det, da de, som en myreture, hjælpes til at forvandle rummet fra en dansescene til et sted hvor borde og stole er sat frem. Alle hjælper til. Det her, tænker jeg, er asiatisk effektivitet. Det er en interessant måde at bruge og ændre rummet på. På den ene side bliver det set som altid foranderligt, men på den anden side er der en enorm orden og struktur på tingene.Denne struktur og kontrol med børnenes hverdag, kan med vestlige briller måske opleves som en ensretning af børnene. Omvendt, set med vietnamesiske briller, der er dybt forankret i et mekanisk menneskesyn, giver denne form for struktur og kontrol måske netop det der skal til, for at sikre børnenes udvikling mod den gode og selvstændige samfundsborger i Asien.

Kontrol i kaosIndlagt i dagen er pauser, som alle afholdes i deres store gård, der mest af alt minder om en blanding af en forældet forlystelsespark, og en skolegård. Der er, mellem børnenes pauser, helt stille her imellem eventyrtårnene og disneyfigurerne.

Vietnamesernes heldagsbørnehave der umiddelbart fremstår meget struktureret og stringent rummer samtidig også en konstant foranderlighed. Bag den skemalagte hverdag vælter der nemlig en kreativitet frem, der på kaotisk vis bliver udtrykt gennem et altid foranderligt rum. Her, iblandt alfabeter og disneyfigurer, formår vietnameserne at skabe deres egen hverdag, som umiddelbart virker voldsomt kaotisk, men som også indeholder en struktur man sommetider kan savne i de danske institutioner. 

Institutionens pædagogik

I Vietnam tager det 3 år at uddanne sig som “teacher”, hvilket er deres pendant til vores pædagog I Danmark. Det første halvandet år går med at lære sange, lege og hvad der ellers forventes af dem som teachers. Sidste halvandet år er en praktikperiode, der foregår I 3 forskellige institutioner. Her evalueres man af det faste personale på institutionen. Uddannelsen lægger mest vægt på praktisk læring og ikke så meget teori, som I den danske uddannelse. I vores børnehave arbejdes der sammen tværfagligt. Dvs. At udover de faste lærere, kommer der nogle fra et “center” med speciale I børn med nedsat funtionsevne. Disse lærere har som sådan ikke en anden uddannelse, men har lavet speciale inden for dette område. Nogle lærere tager yderligere to år på universitetet som en overbygning. Dette giver mere i løn, og andre jobmuligheder.  Overbygningen betales dog af egen lomme.  Der kommer også folk udefra med speciale I dans, kung fu, musik og billedkunst.
Børnehavens pædagogik beskriver de som proces-orienteret fremfor resultatorienteret. Dette kan man dog stille spørgsmålstegn ved, da det meste af undervisningen går med at øve shows og lave udstillingsting så forældre kan se “resultater”. Regeringen har ved lov vedtaget hvilke mål der skal være opfyldt på et skoleår. Det er op til institutionen selv at planlægge hvordan disse mål nås.  Der afholdes “teachers day” sidst på året hvor lærernes arbejde vurderes. Hvis de ikke har udført det ordentligt, kan de blive sat ned i løn. Der kommer folk fra højere instanser og vurderer lærernes arbejde. Ligeledes er det meget vigtigt for børnehaven, hvordan de ser ud udadtil. Hvis en lærer f.eks vejer lidt for meget, gør de andre lærere meget ud af, at få læreren til at tabe sig, da man hernede mener at lærernes personlige udseende også afspejler skolens faglighed. 

Min børnehave er meget skoleorienteret. Man kan sige at de her lærer børnene det samme som man i Danmark ville lære i 1. Klasse. Det handler mest om at de skal være klar til at starte i skole som 6-årige. Derfor er det meget tal og bogstavlæring og ikke så meget sociale kompetencer, der er fokus på.
Pædagogikken er virker til at være sat år tilbage i forhold til danske standarder. Derfor ses stadig tvangsfodring (børnene skal spise op og bliver madet af de voksne), mild fysisk afstraffelse og trusler såsom at lærerne ”sladrer” til forældrene. Her, i Vietnam,  findes heller ikke venstre-håndede elever. Børn tvinges til at skrive med højre hånd, som det var tilfældet i Danmark til op i 70’erne. Jeg er selv venstre-håndet, og jeg har derfor været ekstra nysgerrig på dette punkt. Lærerne fortæller, at de ikke mener at det kan sætte barnets udvikling tilbage når de tvinges til at skrive med højre hånd. 
De under- samt overvægtige børn tages hver dag ud af klassen for at deltage i ekstra motion. De trænes så på legepladsen, hvor de får fysiske opgaver (f.eks at slæbe en sandsæk igennem legepladsen) som skal løses. Man ser dog imidlertid ikke på kosten i denne sammenhæng. 
Alt i alt synes jeg dog, at lærerne er dygtige til at ”styre” 35-40 børn i et meget lille klasselokale. 2 klap i hænderne fra lærerens side skaber øjeblikkeligt ro. Jeg er imponeret over hvor mange forskellige faste aktiviteter de har til børnene, men ligeledes er jeg mindre imponeret over, at den frie leg er nærmest ikke eksisterende.
Generelt kan man sige, at det for børnene handler om at være stille og høre efter, når læreren taler. Alt er voksenstyret, både leg og læring, og det handler mest om at skabe resultater. Jeg kan godt savne at børnene for lov til være medbestemmende til dagens aktiviteter og i det hele taget lærer sig selv og hinanden at kende på egen hånd. Men hverdagen er så præcist skemalagt, at der ikke er tid til det. 

En hverdag i Vietnam

En almindelig dag her I Hanoi, starter med at vækkeuret ringer 6:30.
Efter bad og morgenmad går jeg på arbejde i Cau Giay på Hoang Quc Viet. Jeg har, efter de første 2 uger, valgt at bo på et hotel der ligger lige ved siden af børnehaven. Dette dels pga den voldsomme trafik hernede, men også pga et meget mere tiltalende kvarter. 

Når jeg møder ind på arbejdet klokken 7:45, starter vi med morgengymnastik, sammen med børnene. Dette foregår på Hoa Thuy Tien’s udendørs legeplads og alle børn deltager. Derefter går man i sin klasse og deltager i dagens aktiviteter. Om formiddagen er det gerne Engelskundervisning, opgaver i computerrummet, matematik eller læring af bogstaver og udtale. 

Kl 10:30 er det frokosttid og børnene får serveret et måltid bestående af ris, lidt kød, og suppe. Fra 11:00 til 14:00 holder jeg pause. I pausen spiser vi frokost (lavet af børnehavens køkkenpersonale) og ellers er der rig mulighed for at gå ud i byen. Ofte bliver pausen dog brugt på at sove i engelsklokalet, sammen med køkkenpersonalet. 

Klokken 14.00 møder jeg i min klasse igen, hvor børnene får serveret eftermiddagsmåltid. Dette varierer mellem kage, frugt, mælk og grød. Resten af eftermiddagen går igen med undervisningstimer. F.eks. Kung Fu, Dans eller Tegning. Ofte øves der på et show som senere skal fremvises for forældre. Den sidste halve til hele time er der legetime, med lego, klodser og hønseringe. 16:45 har jeg fri og tager hjem på mit hotel. 

Her går aftenen med at gå ud og spise, se film, læse, snakke med familie/venner i Danmark eller lign.Sommetider tager jeg ind til den gamle by. Da jeg er den eneste studerende hernede, har jeg meget tid for mig selv., hvilket hurtigt bliver ensomt. Min vejleder Ha, er dog rigtig sød til at tage mig med på gåture, ud at se byen og få en øl.Weekenderne kan bruges på ture til Sapa, Halong Bay eller andre byer i Vietnam.

Mors dag i Ha noi

Idag var det Mors dag.
Og børnenes forældre kom med blomster til mig, fordi de synes det var synd at jeg ikke kunne være sammen med mine egne børn.
Mors dag, i Vietnam, er en stor dag. Børnene øver i ugevis på et stort danse-show, som mødrene inviteres til at komme og se.
Denne dag er også meget vigtig for lærerinderne i børnehaven, da forældrene hernede mener, at børnenes danse-indsats afspejler lærerindernes dygtighed. Derfor er der blevet arbejdet hårdt på at lave et flot show for forældrene - og det lykkedes.